Thomas og Amalie - Årets idrætsudøvere i Skanderborg Kommune

Thomas og Amalie er helt fortjent blevet årets idrætsudøvere i Skanderborg Kommune. Her bringer vi uddrag fra den officielle pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune. Fotokilde: Skanderborg Kommune.
Årets Idrætsudøver
Prisen som Årets Idrætsudøver tilfalder i år ikke bare én person, men to personer. Thomas Purup og Amalie Benfeldt Poulsen, begge fra Skanderborg Taekwondo Klub, har i 2016 skrevet intet mindre end "verdenshistorie” for Skanderborg Taekwondo Klub og dermed for Skanderborg Kommune.
I efteråret 2016 fik de tilkæmpet sig en bronzemedalje til VM i Teknik disciplinen freestyle for hold.
For første gang nogensinde henter Skanderborg Taekwondo Klub medalje ved et verdensmesterskab. Medaljen kom i hus efter en ihærdig, omfattende og flerårig træningsindsats, og med medaljen beviser Thomas og Amalie, at de har de kvaliteter, man må forvente af topidrætsudøvere. Men, her stopper deres indsats ikke. Som rollemodeller for de yngste og gode klubkammerater bruger de tid på foreningens øvrige medlemmer med undervisning af både børn og voksne. Som de gode klubkammerater, de er, snakker de med alle og er altid villige til at give en hjælpende hånd med til udførelse af foreningens øvrige arbejdsopgaver.
Thomas og Amalie var indstillet til prisen af Mark og Torben.