Landsholdsudtagelser til Moo Sa

Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub har i starten af det nye år fået fire udtaget til det danske landshold og talenthold. Landsholdets nye træner Ky Tu Dang, som selv er tidligere Verdens- og Europamester udtog holdet i forlængelse af de nyligt afholdte Danske Mesterskaber i Odense og altså blev der plads til fire Skanderborg profiler.

Første udtagelse var ikke nogen overraskelse da Moo Sa’s tidligere EM og VM bronzevindere og regerende DM vindere Thomas Purup og Amalie Benfeldt igen blev udtaget til Danmarks fornemste hold. De to lokale profiler er udtaget i free style klasserne. Til det nyoprettede danske talentlandshold blev der ikke overraskende plads til den tredobbelte DM vinder Silja Kjølbo og den dobbelte DM vinder Andreas Sørensen.
2018’s største mål for landsholdsfolkene bliver kampen om pladserne på efterårets VM-hold. Men inden man når så langt venter en række udtagelses- og forberedelsesstævner, startende i januar måned 2018 med Lille Open, NM i Finland mv.