Kampaction i Fælledhallen

Lørdag, den 22/9 fyldes Fælledhallen af over 300 taekwondofolk, som skal deltage både kamp pg teknik ved årets Budo Nord Cup. Stævnet har blandt deltagerne på et utal af Europa og Verdensmestre i taekwondo teknik til start. På kampsiden er Danmarks bedste kæmpere til start og får selskab af udenlandske kæmpere fra Norge, Sverige og Færøerne. Dansk Taekwondo Forbund promoter Budo Nord Cup i samarbejde med Skanderborg og Risskov Taekwondo Klubber som praktiske arrangører.

Budo Nord Cup byder på en hel dags kampe og teknikkonkurrencer i Fælledhallen. Ved stævnet er der finaler fordelt over hele dagen og stævnet afsluttes med free style grupper i teknik. Stævnet starter kl. 09.00 og forventes afsluttet kl. ca. 18.00. Der skal afvikles over 100 kampe ved kampstævnet og der konkurreres i knap 50 klasser i teknik, så der bliver fuld action ved lørdagens stævnet i Fælledhallen.

Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub har store forventninger til stævnet og klubbens aktive deltagere. ”Vi stiller med ikke færre end 9 kæmpere og 27 deltagere/hold til Budo Nord Cup og håber, trods stor konkurrence og mange deltagere i grupperne, på minimum 12 medaljer ved stævnet”, udtaler arrangør for Skanderborg klubben Torben Sachmann Hansen.