German Open sølv og bronze til Moo Sa

A-class stævet German Open i Dresden var et af de sidste EM forberedelsesstævner for Skanderborg Taekwondo Klubs EM deltagere Amalie Benfeldt og Thomas Purup. Forberedelsen blev en blandet fornøjelse pga udefra kommende begivenheder. Det blev dog til både sølv og bronze ved German Open for de lokale profiler.

I freestyle klassen for par levede Amalie Benfeldt og Thomas Purup på til deres niveau, men havde desværre et par teknikker som endte udenfor banen, hvilket betød et pointtab på dommersedlerne. Parret måtte således nøjes med sølv i freestyle parfinalen. Dermed et godkendt resultat i pargruppen inden deres EM start i Serbien i slutningen af juni måned.

Det danske holds freestyle hold for team, hvor Amalie og Thomas også deltager, blev ramt af lidt trælse omstændigheder. En af deltagerne Kristoffer Andersen var ramt af sygdom op til stævnet og da aircondition stod af på landsholdets bus på vej til stævnet var der også problemer med dehydrering for flere deltagere. Freestylae holdet klarede indledende runde og semifinale fint med måtte afbryde i finalen pga. Kristoffer Andersen som på det tidspunkt var ramt af kramper i begge ben. Holdet måtte afbryde deres finale og måtte tage til takke med en bronzemedalje som optakt til EM.

Teknikholdet i Moo Sa fik endnu en sølvmedalje, da kadet holdet for piger bestående af Ida Axø, Lærke Kamp og Caroline La Cour slog til ved German Open og samtidig sikrede sig en EM udtagelse. Pigerne kommer fra hhv. Vejle, Fredericia og Lyseng, men er alle tilknyttet Skanderborg Taekwondo Klubs eliteprojekt.

Alle EM deltagere har endnu et teststævne i midten af juni, hvor Austrian Open står på menuen, inden snuden vendes mod Serbien og årets EM.