Amalie, Sanne og Thomas udtaget til landsholdet 2017

Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub har i starten af det nye år fået tre udtaget til det danske landshold. Landsholdets nye træner Ky Tu Dang, som selv er tidligere Verdens- og Europamester udtog holdet i den forgangne weekend og her blev der altså plads til tre Skanderborg profiler. 
Ikke overraskende blev det til udtagelse af Moo Sas tidligere EM og VM bronzevindere Thomas Purup og Amalie Benfeldt, som primært har deres resultater fra free style klasserne både i par og mest succesfuldt som del af free style team holdet, hvor gså EM og VM medaljerne er hentet de forgangne år. Endvidere er Sanne Jensen genudtaget til landsholdet efter en mindre pause. Sanne Jensen har tidligere været fast inventar på landsholdet og nu kan hun se frem til at konkurrere om EM og VM pladser i Master 2 gruppen, som hun rykkede op i ved årsskiftet.
Alle tre Moo Sa profiler er også en del af klubbens teknik elitesatsning, som klubben pt. arbejder på skal udvides og blive udviklingscenter under Dansk Taekwondo Forbund.
Årets største mål for landsholdsfolkene bliver EM, som afholdes på Rhodos, Grækenland i maj måned. Her håber klubben at have alle tre til start.
Men inden man når så langt venter en række udtagelses- og forberedelsesstævner, som NM i Sverige, US Open i Las Vegas, Belgian Open mv.