5 x Belgisk guld til Moo Sa

Skanderborg Taekwondo Klubs teknikhold stillede til start ved det belgiske storstævne Challenge Cup med 6 deltagere. Stævnet var et af de kvalificerende stævner til det kommende EM i Grækenland i maj måned, så der var stor fokus på deltagernes præstationer i Belgien. De 6 lokale deltagere skuffede ikke og leverede virkeligt toppræstationer sluttende med ikke færre end 5 guldmedaljer, 1 sølvmedalje og 3 bronzemedaljer.

Sanne Jensen fik i senior 2 gruppen revanche for det lidt skuffende US Open i februar, da hun vandt hendes klasse og sikrede guld foran bl.a. Helena Therkelsen fra klubben, som tog bronzemedalje i gruppen.

Amalie Benfeldt og Thomas Purup hærgede videre på medaljeskamlerne, da de sammen tog guld i freestyle par. Det er netop i den disciplin parret satser på til EM 2017. Amalie Benfeldt deltog også i den individuelle gruppe i freestyle hvor hun hentede endnu en flot guldmedalje. Amalie og Thomas sluttede Challenge Cup af med en bronzemedalje sammen i den alm. teknik par gruppe.

Klubben havde også to af de unge upcoming talenter med i Belgien, og de gjorde det fantastisk flot. Silja Kjølbo kæmpede sig til dobbeltguld, da hun først tog guld i team gruppen samme med Caroline Amby – Risskov og Anne Sofie Fredberg – Vejle og senere på dagen selv tog guld i freestyle individuelt. Sarah Therkelsen tog en flot sølv sammen med Nikolaj Amby – Risskov i pardisciplinen og i den individuelle gruppe en absolut godkendt bronzemedalje i den individuelle gruppe for rødbælter.

Danmark dominerede virkelig Challenge Cup 2017 og blev mest vindende nation. Resultaterne lover virkelig godt før EM udtagelsen i næste uge og maj måneds EM på Rhodos. Næste opgave for teknikprofilerne er Risskov Cup i starten af april måned.